Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Børnesyn

 

Børnesynet på Rude Skov Skole – her er vi på vej hen

Alle børn er forskellige og har forskellige behov, ressourcer og talenter. Alle børn har ret til at være en del af et eller flere fællesskaber, både fagligt og socialt. Vi vil gerne skabe en dagligdag, der understøtter at alle børn har adgang til fællesskaber, hvor de oplever sig som en værdig og bidragende del af fællesskabet.  Helt grundlæggende arbejder vi med børns deltagelsesmuligheder.
På Rude Skov Skole er der generelt god trivsel. I en dagligdag med mennesker vil der altid opstå bekymrende adfærd i dagligdagen. De mest almindelige årsager til problemskabende adfærd hos børn er erfaringsmæssigt, at der stilles for høje krav til eksempelvis børnenes omstillingsparathed, føjelighed, sociale og kommunikative evner. Når børn har svært ved at tilpasse sig krav og forventninger i dagligdagen, skyldes det ikke manglende vilje, men nedsatte forudsætninger eller kompetencer. Kompetencer der er nedsatte eller sat på hold af forskellige årsager og derfor i arbejdet omkring børnene kan styrkes og udvikles til at fungere bedre. Det kan også være at børnene ikke har lært det endnu.  

På Rude Skov Skole møder vi børnene venligt og smilende. Vi hilser på hinanden, så børnene møder et trygt og rart miljø. I dagligdagen møder vi alle børn ens ved at møde dem forskelligt. For at hjælpe de børn vi møder i dagligdagen med at indgå i fællesskaber, møder vi børnene nysgerrigt og med reel interesse for, hvad det er han/hun prøver at fortælle os. Alle børn gør det rigtige, hvis de kan. Alle børn ønsker at passe ind – hvis de ved, hvordan man gør. Med engagement og vedholdenhed viser vi børnene vejen ved at være betydningsfulde voksne i deres dagligdag. Fra den voksnes side kræver det mod at skulle forholde sig til det uforståelige og det komplekse og være i orden med ikke at have svarene, men derimod være på udkig efter det, der giver mening. Det kræver mod at holde fast i, at ville hjælpe og undersøge, samtidig med at man er i tvivl om, hvad der er hjælpsomt. Det kræver også mod at invitere andre ind i en proces, der rummer masser af tvivl og hvor der ikke er en sikker retning. Vi arbejder med forandringer og læring men kender sjældent vejen vi skal gå på. 

 

Vi ser på barnets ressourcer 

De fleste konflikter opstår i kravsituationer. Børn skal mødes med ro. Konflikter kan og skal nedtrappes. Tit betyder ”Det gider jeg ikke”, ”Fuck dig” i virkeligheden - ”Jeg har brug for 5 minutters pause”. Vi skal være undersøgende i forhold til, hvad det egentlig er barnet fortæller os. I vanskelige og fastlåste situationer er det den voksne, der skal holde hovedet koldt og vise barnet en alternativ løsning eller vej ud af den aktuelle situation. Det kan være rigtig svært at nedtrappe en konflikt med et barn, der lige har kaldt en noget rigtig grimt, - til gengæld er det meget virkningsfuldt, når det lykkes. 
Har vi fokus på problemadfærd, så ansporer vi barnet til at fastholde den adfærd. Det er rigtig svært at ignorere uønsket adfærd, da vi og de andre børn bliver påvirket og provokeret af det, - men mange handlinger mister deres betydning, hvis der ikke er nogen, der lægger mærke til dem. Forlader et barn lokalet, og man går efter det, er det en aktivitet, der kan fortsætte i lang tid. Går man ikke efter, men derimod roser barnet, når det kommer tilbage, har man vist barnet, at det er fint at forlade en tilspidset situation og hensigtsmæssigt at vende tilbage igen, når man er klar. Når vores fokus er på det, der lykkes, ansporer vi barnet til at gentage det, der lykkedes for barnet.